Datoer: 27. - 31. juli
Rideable dage: 3 ud af 5
Vind: 0 - 18 knob
Mand, vandet er frisk!
Det er min tanke, når jeg bliver nedsænket i brakvandet på den sydlige side af landtangen, der markerer det vestligste punkt i Skåne, eller Skåne, som det hedder her.
Endnu en gang er jeg nået til Sverige til den årlige Feelgood Camp. Det har været to års pause, og vi er sultne efter at ride sammen. Indhente. Måske endda udluftning.
Det er dog sjovt. Sidste gang var 2019, men så snart jeg møder Bjørn og Jonas, føles det som om vores sidste møde var i sidste måned. Det har vi trods alt gjort i ti år nu. Vi har kendt hinanden i 20. Ikke underligt, at mange af vores diskussioner tiltrængte livsveje, valg af stor størrelse, livsoptimering og lignende.
Kun tre midaldrende mænd prøver at finde ud af det. Med lejlighedsvis reminiscens fra vores uni-dage. Naturligt.
Ankommer
Jeg kan godt lide at flyve. Jeg nyder at udfordre mig selv til at pakke så lidt som muligt (og altid tage fejl af for meget). Jeg nyder at udvælge en flaske spiritus til min vært. Jeg plejer at vælge rom eller whisky. Romudvalget er ret lort på Gatwick i disse dage. Jeg vælger en flaske whisky fra Speyside ukendt for mig. Tamnavulin hedder det, og jeg er heldig. Jeg vil senere finde ud af, at vi kan lide det.
Jonas er flyttet til Svedala. Kan du komme i tanke om et mere svensk navn på et sted? Han henter mig på stationen, som faktisk bare er en perron. Folk stiger af toget og går mod enden af perronen for blot at forsvinde ud i natten. Jeg følger med og indser, at der er en sporkrydsning for enden af perronen. Jonas venter på den anden side.
Vi sludrer lidt i køkkenet i hans lejlighed, men det er sent, og til sidst føler vi begge behov for at slå høet. Vi har masser af tid til at indhente denne uge.
Onsdag – JP, let vind tiltagende med regn.
Jeg vågner, samler mit splitboard og spiser morgenmad med Jonas. Vi vælger mellem Lomma og JP i dag. Vinden ser godt ud. Selvom Lomma er veletableret som en af de lokale hotte spots vi plejer at gå med JP. Det er naturskønt, lavvandet og fladt i miles og få kitere går der.
Bjørn venter på os i et supermarked undervejs. Når vi lukker ind til mødet spot Jeg tror, jeg ser ham. – Nej, det kan ikke være ham, siger Jonas. – Bjørn har ikke skæg. Men Bjørn har skæg. For første gang nogensinde. Er det for at fuldende Ruben Lenten-looket? Jeg mener, det er uhyggeligt. Han har endda LEN10 kasket og t-shirt på. Jeg gætter på, at han håber på at skrive autografer på stranden.
Drager cruiser allerede langs kysten, da vi ankommer til JP. Vinden føles stærk, men da vi går hen over engen og kommer tættere på vandet, er vi ikke så sikre. Jeg troede, det var en dag på 10 m. Jeg ser 12 m og endda 13.5 m drager på himlen. Nå, jeg fik min 12m Krypto i tasken. Det burde være fint.
Vandet er dejligt fladt. Lidt længere ude ruller der små bølger ind. Det er sjovt at blande det mellem fladerne og bølgerne, men vinden er der ikke helt. Jeg får stadig det bedste ud af det med løkker, håndtræk og en railey, når vindstødene tillader det.
Efter en pause med frokost begiver vi os ud igen. Vinden tager efterhånden op til et ganske pænt niveau, men der er kommet regn. Regnen er ved at tage op til et knap så pænt niveau. Men pyt med det, jeg har det godt i vandet. Jeg har bare lidt ondt af Bjørn og Jonas, der er kommet ind og nu er tilskuere på stranden.
Efter et par timer giver jeg også op. Det føles som om vinden falder igen, regnen er holdt op, og alt hvad jeg gør ender i et styrt. Vi pakker sammen og tager hjem. Bjørn går i supermarkedet for at få aftensmad til os. Jeg er i stand til at få en ordre på mine elskede Hoovers/dammsugare til dessert. Vi har ikke disse i Storbritannien, og det er min favorit. Det er en fornøjelse at nyde en dammsugare og en whisky efter middagen på Jonas' glasbalkon. En absolut forkælelse.
Torsdag - Ingen vind at se
Vindretningen har skiftet fra vest til øst. Hvis vi skal finde vind nogen steder i dag, vil det være omkring Nybrostrand. Det smukke og kolde spot vi besøgte i 2014. Eller 2015? Jeg kan ikke huske det, og det er lige meget. Jeg husker det som et afsondret og naturskønt spot med meget koldt vand.
Jeg tager ikke fejl. Da vi ankommer, er jeg overrasket over skønheden ved denne strand. Dette er mit bedste udvalg af naturlige miljøer i verden. Sandstrande med klitter og enge, ved siden af krogede fyrretræer. Når andre drømmer om tropiske strande med palmer, drømmer jeg om dette. Faktisk fik Atlanterhavskysten i Nordamerika også dette. Cape Hatteras, Hamptons. Alt er godt. Jeg vil gerne derned og spise fisk og skaldyr og kitesurfe.
Men tilbage til Nybrostrand. Der er ingen vind her i dag. Jeg gider egentlig ikke. Jeg er glad for bare at være på en smuk strand med venner. Men Bjørn giver det en chance. Det varer ikke længe. Vi samler hans faldne drage op på stranden, da han driver ind til land et par 100 meter med vinden.
Efter en gåtur langs stranden og en hurtig dukkert i det kolde vand snupper vi en is på den nærliggende camping og tager hjem.
Fredag. Der kan være vind, men den kommer sent.
Vi tager til Falsterbo på vores tredje dag. Solen skinner, og himlen er lovende blå med næsten ingen skyer. Tilsyneladende skulle der være vind om eftermiddagen, men vi tager tidligt ud for at udnytte det gode vejr. Vi kører helt ud til Skanör lystbådehavn.
Det her lidt varmtspot er så godt som svensk sommer bliver. Det har sandstranden, de maleriske små strandhytter, bådene, det fornemme, restauranterne opstillet ved siden af hinanden. Her er noget for enhver smag. Enestående mennesker ser på.
Stegte sild til frokost og en kop kaffe fra vores faste kaffefyr og hans mobile kaffebar er, hvad vi laver. Hvert år stort set. Sådan skabes, vedligeholdes og huskes traditioner. Minder skal kureres gennem traditioner eller perioder tæt med øjeblikke. Dette er minder undervejs.
Efter frokost tager vi den korte køretur til Falsterbo strand. Mindre udviklet, men alligevel populær blandt strandgæster. Stranden er ret lille her, men lige nok til at affyre drager, hvis du træder lidt ud i vandet. Kitesurfing har en udpeget stribe af stranden, hvilket giver mening i disse travle dage om året.
Vi er stadig tidlige, og de eneste drager ude er nogle elever, der deler en drage for at øve sig i kropsslæbning, og to foilere, der hurtigt dukker op langt ude på havet, holder sig lidt tæt på kysten og forsvinder så lige så hurtigt, som de ankommer. Jorden, du kan dække på en folie, er fantastisk, men den tiltrækker mig ikke nok til endnu at prøve den. Måske når jeg er for gammel til at tage mig af adrenalin, og mine led ikke længere vil tage påvirkningen fra spring.
Det føles bestemt som om det tager til, og selvom det højst er grænseoverskridende pumper vi vores drager op og vader ud i vandet. Jonas har et stort bræt og Bjørn har en 14m Nitro, så de har det faktisk ikke så dårligt. Jeg på den anden side sidder fast tæt på land med min 12m Krypto. Ethvert forsøg på at ride ender med tab af terræn og en walk of shame, så jeg giver hurtigt op og underholder mig selv med loops og håndtere afleveringer uden board.
Til sidst lander jeg dragen. Bjørn kommer også ind og tilbyder mig sin drage. Det kan faktisk lade sig gøre nu, selvom det stadig er grænseoverskridende, og 14m Nitro'en er træg og tillader mig ikke at lave meget andet end darkslides, hånddragende kiteloops og lignende.
Jeg returnerer dragen til Bjørn, som tager ud til endnu en session og snupper Jonas 12m i stedet for. Jeg kan mærke, at vinden tager endnu mere til. Dette føles faktisk lovende. Med de 12 m og lidt mere vind er det en meget sjovere oplevelse. Nu kan jeg gå efter det almindelige sæt tricks i tasken, og det er sjovt at lave dem med Nitro 3, som jeg normalt ikke kører på. Jonas har ved et uheld sat den på 45 cm stanglængden, men det er faktisk ikke så slemt.
Jeg hygger mig, men det er allerede aften, og jeg har en fornemmelse af, at drengene gerne vil afslutte og tage hjem. Jeg smider et par sidste hop og kommer ind til land med et stort smil på læben. Vi bestiller pizza på vej tilbage, og jeg får det centrale Svedala at se, når vi henter dem. Der er virkelig ikke meget at se andet end de lokale unge, der hænger ud i grupper på deres cykler. Jeg er glad for at se, at vi er i en på en eller anden måde uskyldig del af verden, hvor cykler stadig er levedygtige. Jeg troede, at e-scootere var det eneste, børn holdt af i dag. Mens vi venter på pizzaerne går jeg ind i hjørnebutikken og får mig noget dessert. Aftenen er ordnet.
Vinden, der kom i aften, forventes at blive ved næste dag. Vi er færdige med aftensmaden, og der går ikke lang tid, før vi er i seng, forberedt til en tidlig start på lørdag.
Lørdag. Mere feelgoodness.
Vi vågner så tidligt som en feelgood-ferie tillader det. Det er meningen, at vinden skal hænge ved hele dagen, men vi møder Myran i Malmø til middag senere. Efter en morgenmad for champions bestående af kaffe, to kogte æg og en sandwich pakker vi bilen og tager tilbage til Falsterbo.
Jeg elsker gåturen til stranden fra parkeringen. Det er en af dem, der passerer gennem en lille strækning af fyrretræer, fortsætter gennem et sæt sandklitter for endelig at ankomme til stranden. Jeg har oplevet det i Toscana også, og du ved allerede, hvor meget jeg elsker denne type natur.
To store drager er allerede på vandet. Det føles en smule let for vores 12 m drager, men der er ingen skade i at rigge op og give den en chance. Bortset fra, at solen skinner, og det er en smuk morgen. Spand- og spadebrigaden er endnu ikke dukket op, og vi fik stranden stort set for os selv.
Vi tog afsted, den ene efter den anden. Det Nitro er helt klart en bedre letvinddrage end min Krypto men der er lige vind nok til at have det sjovt uden stress ved at tabe terræn. Jeg vandrer hele vejen op mod vinden til en helt tom spot del fra et ældre par, der garver på den lille stribe sandstrand. De bliver mit publikum, da jeg benytter lejligheden til at øve nogle afkrogede hop i det lave og relativt flade vand.
Der er en vis charme ved lette vindsessioner, og da jeg ikke er en særlig ekstrem rytter, sætter jeg stor pris på dem. Let vind giver mig mulighed for at sløjfe, afkroge, lande blindt og lave andre mere tekniske tricks, der er for skræmmende til at prøve i stærkere vind.
Jeg tror, klokken er omkring 2, da jeg går tilbage til vores lancering spot. Jonas er allerede landet og vinden er så småt ved at lægge sig. Godt tidspunkt at sige op. Det var en rigtig god session. Jeg kan godt lide Krypto meget, men det er min største drage, og det er ikke en let vinddrage, så jeg er ikke sikker på, om jeg skal erstatte den med noget lettere og mere kraftfuldt for at få mig i gang i 12 knob-området. Med Kryptoen har jeg nok brug for 14 knob for at have det sjovt. Konstanten quiver udfordring.
En Malmø klassiker
Om aftenen tager vi toget ind til Malmø og møder Myran til en indisk middag på Möllan. Som vi altid gør. Det er gud at indhente det. Nu er Myran far til to og bruger sin tid på at arbejde hjemmefra, mens han opdrager to små børn. Sikkert ikke en nem opgave. Vi går den korte afstand til Far i hatten. Udsmideren spørger, hvad Bjørn har i sin plastikpose. En våddragt var nok ikke det svar, hun forventede. Bjørn glemte den på stranden tidligere, men Myran, der bor i nærheden, var venlig at tage den med ind til byen.
Kundekredsen har bestemt ændret sig en smule siden sidst vi var her, ganske vist for år siden. Denne klassiske venstreorienterede boheme-joint plejede at være en fantastisk udstillingssag for excentrisk hipster-mode. I aften ser det ret kedeligt ud. Normcore i bedste fald. Et par øl i og vi er færdige. Lysten til at drikke er der ikke helt. Øl er ikke en festdrik, men jeg tror heller ikke, at nogen synes, at shots ville have været en bedre mulighed.
Vi snupper toget tilbage til Svedala og ender i stedet med at sidde i en mørk stue og snakke ærligt om forhold. Dette er lort på terapeutniveau uden det høje prisskilt.
Søndag. Ingen vind. Det betyder ikke noget.
Det er rejsedag. Hjemrejse dag. Der er ingen vind, men jeg tror, vi alle er tilfredse med det, vi fik i år. Det har været foryngende. Vi tilbringer dagen ved den udendørs pool med Jonas' børn. Jeg prøver at inspirere dem til at blive fremtidige akrobater ved at teste mine gamle capoeira-færdigheder på græsset. Det ser ud til at virke.
Vi går hjem og pakker vores ting på græsset udenfor huset. Jeg bemærker en lille revne i mit indtil videre fremragende præstation Re Solve split kiteboard. Jeg håber ikke, det udvikler sig til noget alvorligt, men oddsene er ikke på min side. Krydser fingre og det finder jeg vel ud af på min næste dragetur.
Tilbage ved perronen, der udgør Svedala togstation. Jeg tager afsked med drengene. Dette går ind i bøgerne som en af de bedste Feelgood-lejre, jeg har haft.