West Wittering er kun to timer syd for London - ikke en lang afstand for alle weekendkrigere, der bor i hovedstaden.
Oven i det er det en forbløffende spot, med ideelle betingelser for både begyndere og avancerede.
Og alligevel var det aldrig blevet nævnt af samfundet, at jeg plejede at tilhøre og ride med.
Hvorfor?
Svaret blev klart for mig, så snart vi ankom til West Wittering-stranden på en ret overskyet og ikke så blæsende dag i juni.
Det viser sig, at stranden er privatejet af en stor gruppe af lokale, og kitesurfing er kun begrænset til klubmedlemmer. EN klubmedlemskab giver dig £ 360 tilbage om året plus et installationsgebyr på £ 80. Som om kitesurfing ikke allerede var dyrt nok.
Private strande er ikke noget nyt verden over, men i Storbritannien er de fleste strande offentlige, og de fleste af dem tillader lancering og kitesurfing hele året rundt.
Ikke langt fra West Wittering finder vi Hayling-øen, som står over for nøjagtig den samme situation. Begge spots er i top i lavvande, men hvis du ønsker at komme ind på handlingen, skal du enten blive medlem (dagsmedlemskab findes også til omkring £ 20) eller starte fra en offentlig strand og sejle over til den forbudte frugt.
Jeg mener, klubfaciliteterne ser godt ud, spot er fantastisk, og hvis du bor lokalt, kan det give god mening at deltage, ligesom enhver anden country club. Men dette er ikke tennis. Vi vedligeholder ikke golfbaner, og du har ikke brug for kaj til din yacht (eller drage).
For mig er kitesurfing frihed. Strande med kun medlemmer er det modsatte af det. I digital produktdesign er en model kaldet freemium blevet standarden for at erhverve kunder. Det betyder, at en stor del af produktet eller tjenesten er gratis at bruge, og du betaler kun for premium-funktionerne.
En freemium-model er, hvad jeg også gerne vil se i kitesurfing. Og det eksisterer. TarifaValdevaqueros er et godt eksempel. Stranden er gratis for alle at bruge. Kite-centre betaler for parkering og tilbyder leje, lektioner, mad osv. Og tiltrækker tusinder af kitesurfere og strandgængere, der bruger deres tjenester. En grund til at holde det eksklusivt er åbenlyst at undgå at have for mange kitere på spot, men i Storbritannien er jeg ikke rigtig bekymret for det. Det kan få travlt, men aldrig Tarifa-travl.
Så det er med skjult skuffelse, at jeg skriver dette, da jeg ved, at jeg sandsynligvis ikke vender tilbage til West Wittering på noget tidspunkt snart, på trods af dets forlokkende lavvandslaguner. Privat er ikke altid dårligt, men at få at vide, hvor jeg kan og ikke kan drage, efterlader mig med en sur smag i munden.
